Om

At bruge stemmens kraft understøtter din krops naturlige fødekræfter, hormoner, vejrtrækning og integritet.

Det er en kraft du har til rådighed, uanset om du mener, du kan synge eller ej.

At blive sunget for

eller at synge under fødslen af det lille menneske,

der har i sinde at komme til verden gennem din krop,

er en mulighed du har.

En mulighed for at åbne dig, for at skabe nærhed og tilstedeværelse, kontakt med den lille, nænsomhed, smertelindring og styrke til det, du skal.

Det er jeg ved at skrive en bog om. Det kan du læse mere om her.

 

En stor inspiration til min research har jeg fået af jordemoder Signe Kaae, der under sin uddannelse har forsket i syngefødsler og lavet interview med kvinder i Danmark, der har sunget under deres fødsler eller er blevet sunget for under fødslen og i graviditeten – enten af deres partner eller af andre kvinder.

Derudover har jeg adgang til materiale – breve og kassettebånd efterladt af pionér, afspændingspædagog og underviser i eutoni –  Tyt Ib Andersen, der gennem sin forberedende undervisning har fået fødende kvinder og deres mænd til at synge under fødslen og for deres nyfødte barn i København fra starten af 1950erne og op gennem 1980erne. Tyt Ib Andersen havde et særligt fokus på den familie der bliver skabt, på barnets oplevelse af fødslen og den psykologiske rejse det er at blive forældre. Og hun udviklede en metode, hvor sangen er et væsentligt redskab til at klare veerne.

Masser af historier og beretninger bliver ved med at dukke op om dette hidtil ubeskrevne fænomen; at det er muligt at synge smerterne væk, at synge sig gennem en fødsel. Og at det er del af vores kulturhistorie og tidligere kvindefællesskaber – at føde og synge. Det er historier, erindringer og fortællinger både fra Danmark og fra mange andre dele af verden.

Har du selv sunget under dine fødsler, vil jeg gerne høre om det.

Min tilgang er undersøgende. Hvilke muligheder sangen rummer, tror jeg, vi først er ved at ane konturerne af. Jeg vil gerne invitere dig med til at finde ud af mere – ved at gøre egne erfaringer og dele dem med mig eller andre. Ligger du inde med viden eller erfaringer, der kan åbne for en dybere forståelse af, hvad syngefødsler er og kan, hører jeg gerne fra dig.

Hvem er jeg

En fødsels-aktivist, der kæmper for bedre fødsler for familierne og for børnene. Jeg elsker de rejsendes sange som Du lille svale og Når sol står op, kæmpeviserne og balladerne og en hel bunke sange fra Højskolesangbogen, som min mor har sunget for mig.

Jeg har sunget under alle mine tre fødsler. Og jeg er blevet sunget for af de dejligste kvinder, som jeg bad om at støtte mig under fødslen i selv at synge. For at skabe et rum og en modvægt til den risikotænkning, der systematisk styrer fødslerne i dag. Og for at dele glæden og fejre det nye liv.

Jeg har også sunget for gravide og kvinder i fødsel og for de små på vej ind i den her verden.

Jeg har en BA i retorik og oprørsledelse, gik på Jordemoderskolen Metropol i 2007 – 2008, men blev gravid og blev under min barsel optaget på Den Danske Filmskoles animationinstruktør-linje med en animatic af krybbespillet – Jomfru Maria, der føder Jesusbarnet, mens englen synger for hende.

Sammen med jordemoder Tara Ravn udbyder jeg fødselsforberedelse med fokus på sang. Det kan du læse mere om her.